Man lægger egentlig ikke mærke til, hvor sulten man er, før man stopper med at gå. Du smider din rygsæk, sætter dig på en træbænk, og duften fra køkkenet bliver pludselig umulig at ignorere. Våde jakker hænger nær komfuret, rygsække samler sig i hjørnet, og rummet fyldes med stille samtale. Efter en lang dag med vandring i Østrig føles det godt at sidde stille.
At gå her handler ikke kun om afstand eller højdemeter. Det handler om dagens rytme. En jævn stigning, et stille stykke sti, så et enkelt måltid, der smager bedre, end det burde. Når vægten er væk fra dine skuldre, og dine ben får en pause, føles alting komplet. Du går, du spiser, du hviler. Det er som regel nok til at se frem til i morgen.