Du indser ikke, hvor sulten du er, før du stopper med at gå. Du smider din rygsæk, finder en træbænk, og pludselig fylder duften af varm mad luften. Omkring dig tages støvlerne af, jakkerne drypper tørre, og tallerkener begynder at lande på bordene. Det er en velkendt belønning, når man vandrer i Østrig.
At gå her handler ikke kun om afstand eller højde. Det handler om pauserne imellem. Måltidet, der venter efter en lang opstigning, varmen der følger indsatsen, og den enkle komfort ved at sidde ned, når dine ben er færdige for dagen. Disse øjeblikke sætter tempoet ned og forvandler slutningen af en vandretur til noget, du faktisk ser frem til.