Sydtyrolsk og ladinsk kultur

Sydtyrol (Südtirol på tysk, Alto Adige på italiensk) har en unik blanding af påvirkninger fra århundreder under østrigsk, tyrolsk og italiensk styre. Indtil slutningen af Første Verdenskrig var regionen en del af det Østrig-Ungarske Rige, hvilket forklarer, hvorfor germanske traditioner stadig er så fremtrædende i dag. Tysk tales bredt sammen med italiensk, og begge sprog sætter deres præg på dagligdagen, fra tosprogede stednavne til menuer, der blander Knödel og risotto.

Livet her følger en sæsonbestemt rytme:

• Alpine landbrug forbliver central for den kulturelle identitet. I århundreder har familier praktiseret transhumance, flyttet kvæg til høje alpine græsgange (Almen) om sommeren og vendt tilbage til dalene før vinteren. Denne cyklus former madtraditioner, arkitektur og socialt liv. Om efteråret markerer Törggelen-traditionen afslutningen på høsten med fælles måltider med ristede kastanjer, friskpresset ny vin, speck, pølser og lokale oste. Oprindeligt en fest for bønderne er Törggelen både en kulinarisk og social ritual.
• Festivaler og folkemusik spiller en stor rolle året rundt. Landsbyfester indeholder ofte traditionelle messingbands (Musikkapellen), der bærer Tracht, den regionale traditionelle dragt. Almindelige instrumenter inkluderer trompeter, tromboner, tubaer, klarinetter, alpehorn og akkordeoner. Disse bands udviklede sig fra 1800-tallets militære og borgerlige musiktraditioner og forbliver centrale i offentlige ceremonier, religiøse processioner og sæsonbestemte festivaler.
• Religiøse traditioner er tæt knyttet til kalenderen. Katolske festdage, såsom Kristi Legemsfest og lokale skytshelgenfejringer, markeres med processioner, blomsterudsmykninger og musik. Alpine kapeller og vejkrucifikser afspejler troens historiske rolle som beskyttelse for rejsende og bønder i et barskt bjergmiljø.
• For vandrere er sydtyrolsk kultur ofte mest håndgribelig i bjergene hytter (Hütten eller Rifugi). Disse shelters udviklede sig fra simple hyrdehytter til velkomne tilflugtssteder for vandrere og klatrere. Gæstfrihed er dybt forankret, med måltider der kombinerer tyrolsk fylde og italiensk raffinement: dumplings, supper og strudel serveret sammen med pasta, espresso og lokale vine.

Den ladinske kultur er en af de ældste i Alperne, med rødder i dalene omkring Sella-massivet: Val Gardena (Gherdëina), Alta Badia (Val Badia), Val di Fassa (Fascia), Livinallongo (Fodom) og Ampezzo (Anpezo). Det ladinske folk stammer fra romaniserede alpine befolkninger, og ladinsk er et romansk sprog, der stammer fra vulgærlatin, bevaret gennem århundreder af relativ isolation i høje bjergdale. I dag tales det stadig dagligt, undervises i skoler og beskyttes af regionale autonomilove.

Ladinske traditioner er tæt knyttet til bjergene:

• Legender og mundtlig fortælling er centrale for den ladinske kulturelle identitet. Myter som riget Fanes fortæller episke historier om dronninger, krigere og fortryllede landskaber, ofte forbundet med specifikke bjergtoppe, søer og passager. Disse historier tjente både som underholdning og som en måde at videregive værdier, historie og forklaringer på den naturlige verden.
• Musik og dans afspejler det ladinske fællesliv. Traditionelle sange synges ofte på ladinsk og opføres under landsbyfester og sæsonfestivaler. Instrumenter omfatter ofte harmonika, violin, guitar og zither. Musikken lægger vægt på fortælling og fælles deltagelse frem for formelle optrædener, hvilket styrker stærke fællesskabsbånd.
• Håndværk er fortsat et kendetegn for de ladinske dale, især træskæring i Val Gardena. Oprindelig en vinterbeskæftigelse for bønderne, udviklede skæringen sig til en raffineret kunstform, der producerede religiøse skulpturer, krybbefigurer, legetøj og moderne værker. Denne tradition går tilbage til det 17. århundrede og er stadig internationalt anerkendt.
• Køkkenet afspejler både nødvendighed og kreativitet. Ladinske retter er forankret i enkle, nærende ingredienser, der passer til alpelivet: byg, rug, kartofler, mejeriprodukter og konserveret kød. Klassikere inkluderer byggrød, spätzle og vildtretter, ofte serveret med polenta, vilde urter og sæsonbetonede grøntsager. Madtraditioner lægger vægt på bæredygtighed og omhyggelig brug af lokale ressourcer.
• Traditionel påklædning og ritualer bæres og praktiseres stadig ved særlige lejligheder. Ladinske dragter varierer fra dal til dal og har ofte indviklet broderi, uld og sølvelementer. De bæres under religiøse festivaler, bryllupper og kulturelle begivenheder og styrker den lokale identitet i en flersproget region.

I Ladin-kulturen har historiefortælling, som nævnt ovenfor, længe været en vigtig del af bjerglivet og traditionen. En af de mest kendte forklaringer på enrosadira (den rosafarvede glød, der opstår på Dolomitterne ved solopgang og solnedgang) stammer fra legenden om Kong Laurin, dværgkongen, der siges at have levet for længe siden i Catinaccio-bjerggruppen. Laurin tilbragte sine dage med at grave dybt under jorden i søgen efter ædelstene, og blandt sine skatte ejede han et magisk bælte, der kunne gøre ham usynlig.

I historien bliver Laurin betaget af Similde, datteren af kongen af Adige. Ved at bruge sin usynlighed bortfører han hende og tager hende tilbage til sit rige i Catinaccio. For at fejre sin kærlighed og forvandle bjerget til noget ekstraordinært, kaster Laurin en fortryllelse, der dækker skråningerne med et tykt "tæppe" af røde roser. Det er også sådan, bjerggruppen fik sit tyske navn, Rosengarten ("Rosenhave").

Simildes far samler sine mænd og drager ud for at bringe hende hjem. Laurin tror, at ingen kan fange ham, så længe han ikke kan ses, men han overser en detalje: hver gang han bevæger sig gennem det rosendækkede bjerg, knuser han blomster under foden. Redningsmændene følger ganske enkelt stien af trampede roser, når ham og tager bæltet fra ham. Laurin er tvunget til at overgive sig og returnere Similde til hendes far.

Inden han giver afkald på pigen, lægger Laurin en forbandelse over de roser, der forrådte ham: intet menneske vil nogensinde være i stand til at se rosenhaven igen, "hverken om dagen eller om natten". Roserne forsvinder og efterlader kun bar klippe. Men Laurin glemmer et øjeblik, der hverken er dag eller nat: solnedgang. Og det, siger legenden, er grunden til, at Dolomitterne stadig kan rødme rød og pink ved daggry og skumring, som om den skjulte rosenhave kortvarigt genopstår i lyset.

Denne version af legenden er dokumenteret af Visit Trentino. Du kan læse hele historien her.

Det, der gør Dolomitterne unikke, er, hvordan disse kulturer sameksisterer og interagerer inden for et relativt lille geografisk område. Det er almindeligt at vandre fra en tysktalende dal til en ladinsktalende på en enkelt dag og høre hilsner skifte fra Grüß Gott til Bun dé. Vejskilte, skolesystemer og det offentlige liv opererer ofte på to eller tre sprog, hvilket afspejler en lang tradition for sameksistens frem for assimilation.

Festivaler, markeder og daglige møder er formet af denne kulturelle lagdeling. Alpine landbrugstraditioner møder middelhavsinfluenser, gamle legender sameksisterer med moderne bjergturisme, og århundreder gamle ritualer fortsætter side om side med det moderne liv.

At vandre på Dolomitternes stier betyder at træde ind i en levende historie. Her er traditioner ikke museumsstykker, men en del af dagligdagen, båret videre i musik, der ekkoer gennem dalene, i fælles måltider i bjerg-hytter og i de historier, der er blevet givet videre af de mennesker, der har kaldt disse bjerge deres hjem gennem generationer.